Trines historie

Jeg gik selv ned med stress i 2014 og ved,  hvor hårdt det er at være dér!

Dengang arbejdede jeg som praktiserende læge og havde min egen praksis sammen med 4 andre kompagnoner. Jeg var egentlig glad for mit arbejde. Det gav rigtig meget mening for mig at møde og hjælpe alle typer af folk, der kom ind fra gaden – jeg synes, det er fantastisk, vi i Danmark har sådan et sundhedssystem.

Det har altid været vigtigt for mig at se på det hele menneske og ikke bare symptombehandle. Derfor uddannede jeg mig for 15 år siden til psykoterapeut for at vide mere om, hvordan krop og psyke hænger sammen og kunne behandle det hele menneske.

Så når der kom en patient med ondt i ryggen eller hovedet, fik han ikke bare en recept på smertestillende, men jeg spurgte ind til hans trivsel, om der var noget, der bekymrede ham i livet, om han trivedes på jobbet og i sin fritid. For mig var det vigtigt at få et indblik i hele mennesket og ikke bare behandle hans fysiske smerte, som i mange tilfælde bare var kroppens udtryk for, at noget var galt et andet sted i kroppen – eller i livet.

Men det er ikke altid velset at bruge for meget tid på patienterne i lægeverdenen. Min tid til den enkelte patient blev snævret mere og mere ind, for der skal nogle patienter igennem på en dag, og der skulle tjenes nogle penge.

Alle praktiserende læger har hver omkring 1.600 patienter, og hvis de skal passes… ja, så skal der mange gennem svingdøren på sådan en arbejdsdag.

Og det udfordrede mig.

Det stred mod mine værdier som menneske. Derfor var det alt for hårdt at være i, og så knækkede jeg.

Jeg begyndte at blive ked af det og blev bange for at lave fejl. Så mig selv stå foran vaccinationskøleskabet, da jeg havde en femårig dreng inde og tænke: Hvad skal jeg give? Det var så skræmmende. Men jeg var så presset, at jeg havde mistet overblikket.

Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle sygemelde mig. Men jeg blev ved at udskyde det – skulle bare lige holde ud til den næste weekend eller den næste ferie, og så holdt jeg bare ved med det yderste af neglene.

Det er et klassisk stress symptom – selv for mig som læge og psykoterapeut – ikke at kunne tage beslutningen om, at det er lige nu, du skal trække stikket, inden det er for sent!

Det kunne jeg ikke! Og så brød jeg sammen på et lægemøde.

Det skræmte mig, at jeg ikke var i stand til at tage ansvar for mig selv og sygemelde mig – og jeg skammede mig over, at jeg da burde vide bedre – jeg er jo både læge og psykoterapeut og burde da vide bedre!

Jeg skammede mig over, at jeg var ramt af stress – jeg forstod det ikke.

Jeg syntes, jeg havde arbejdet meget med mig selv, jeg havde f.eks. mediteret i 10 år. Men det gik også op for mig, at jeg var en klassisk karrierekvinde, som levede på anerkendelse. Var der nogen, der ringede mig op for at søge deres konsulentjob, så søgte jeg det. Og fik det. Jeg var blottet for selvrefleksion. Jeg var holdt op med at mærke efter, hvad der var godt eller dårligt for mig. Jeg tog ikke mig selv alvorligt – tog ikke ansvar for mig og min egen trivsel, selvom jeg hver dag arbejdede med alle mine patienters og min families trivsel.

Sådan tror jeg, der er mange kvinder, der har det. Anerkendelsen fylder dybest set et hul i maven, som vi i den bedste verden skal fylde selv. Det kunne jeg ikke. Efter mit sammenbrud til lægemødet, blev jeg sendt hjem.

Jeg græd og græd og græd. Vidste godt, den var gal.

Jeg havde det SÅ dårligt! Jeg magtede ikke mit liv, magtede ikke at være social. Jeg havde intet overblik, og min kreativitet og min humor var væk! Jeg var virkelig sensitiv overfor støj, lys og lyde og kunne ikke holde ud at høre musik, mens jeg talte med min familie. Jeg kunne ikke engang handle ind – jeg orkede det ikke, og fik det fysisk dårligt, når jeg gik rundt i et supermarked!

Så begyndte jeg at male mine fyldningsdøre i mit hus én efter én. Altså når jeg ikke sov – det var det eneste, jeg kunne overskue.
Jeg indså, at jeg var døren. Det nyttede ikke længere bare at male ovenpå den gamle maling, som endnu engang ville krakelere. Det var nødvendigt for mig at komme helt ind til kernetræet for at finde det sunde frem i mig selv. Så jeg sleb alle mine fyldningsdøre helt fri for maling, og så gik jeg i gang med at male hver en dør op helt fra bunden – lag på lag.

Men mit wake up call kom først for alvor, da mine børn sagde fra. Jeg var kortluntet overfor mine drenge, og en dag kom de begge uafhængigt at hinanden og sagde, de ville flytte hjem til deres far, fordi jeg hele tiden var så sur. SÅ vågnede jeg op! Og besluttede mig for, at jeg aldrig mere skulle rammes af stress igen.

Jeg blev sygemeldt i 4 måneder, og lige da jeg blev sygemeldt, var jeg flov. Stress er befængt med skyld og skam, og jeg var bange for, jeg ville få klager for mit forsømmelige arbejde, inden jeg lagde mig syg. Vi læger er jo ikke kun vores profession, vi bringer også os selv meget ind i det. Hvis vi ikke passer på, så kommer vi til at slide os selv op. Og det gjorde jeg jo. Så jeg var også klar over, jeg ikke skulle tilbage og være læge igen. Jeg trængte til ro i mit hoved. Det er nok det, der har hjulpet mig allermest igennem processen – at lære at finde ro i mit hoved – at komme fra hovedet ned i kroppen og mærke mig selv.

På trods af, at jeg havde været praktiserende læge i 14 år og psykoterapeut i 11 år, var jeg altså ikke i stand til at opdage og standse udviklingen af min stress i tide. Det var jeg virkelig flov over.

Efter min 4 måneders sygemelding tog jeg et mindfulness instruktør kursus. Jeg ville gerne give styrken, som meditation havde givet mig, videre til andre. Jeg underviste i mindfulness på en café efter lukketid. Rykkede borde og stole til side og havde så mindfulness hold efter cafeens lukketid. Men jeg oplevede, at mindfulness ikke var nok. De kursister, der kom, fik det umiddelbart bedre, men de havde ikke lært, hvordan de kunne slippe fri for stress – helt og for altid. De røg tilbage i de gamle vaner og mønstre, som ikke var gode for dem.

Så jeg udarbejdede recepten, som ikke bare behandler din stress her og nu, men også giver dig viden og redskaber til at passe på dig selv fremadrettet for ikke at gå ned med stress igen og igen.

Jeg måtte have hjælp til at skabe det helt rigtige, holdbare forløb for stressramte. Så jeg fandt min mentor Maiken, som støttede mig i processen med at sammensætte min viden og mine erfaringer fra de forskellige verdener, jeg havde med mig i min rygsæk – min viden og erfaringer fra min tid som praktiserende læge, fra psykoterapien og som mindfulness instruktør.

Sammen fandt vi frem til Aldrig Mere Stress Igen forløbets struktur, hvor kursisterne ikke bare får et quickfix – der er nemlig masser af psykologer og coaches derude, der tilbyder stressbehandling som quickfixes, og det er bare ikke nok.

Deres intentioner er gode, det er bare ikke nok.

At lære at bruge de rette værktøjer til at ændre sin livsstil én gang for alle. Det kan ikke gøres på en weekend eller et 8 ugers forløb – det kræver støtte hele vejen.

Det gik også op for mig under min egen sygemelding, at det var en illusion, at jeg selv bestemte i mit liv som praktiserende læge – jeg var underlagt regionens bureaukrati, økonomi og faglige rammer, og mine kollegaers måde at drive virksomhed på, som stred imod mine værdier. Det var dét, jeg var blevet syg af, og jeg skulle ikke tilbage!

Men turde jeg gøre noget andet? Jeg havde jo mit selvbillede, som praktiserende læge – og jeg var virkelig bange for at skille mig ud fra flokken. Hvad ville mine kollegaer ikke tænke?! Og hvor flovt var det lige, hvis det ikke lykkedes for mig?!

Samtidig var jeg bange for fremtiden – jeg skulle sige farvel til mit gode job, min gode løn og alt det, jeg vidste, jeg var god til og blev anerkendt for.

Det var virkelig en periode med op- og nedture, hvor jeg skulle starte helt forfra.

Nogle dage følte jeg mig modig og troede på, det nok skulle lykkes mig at skabe en ny og bedre fremtid. Andre dage følte jeg mig usikker og sårbar.

Jeg var vant til at leve af andres anerkendelse af mig og mit arbejde – og nu var jeg bare mig! Det var virkelig en sårbar periode.

Men det var hele processen værd! og idag nyder jeg selv at kunne bestemme i min hverdag.

Stille og roligt gennem hele den her proces styrkede jeg mit selvværd indefra ved at passe på mig, ved at tage ansvar for mig selv og mit liv, ved at sige til og fra, så jeg ikke længere levede på facaden og med behovet for andres anerkendelse. Jeg styrkede mit selvværd i en sådan grad, at jeg hvilede i mig selv – uanset om det gik op eller ned på livets vej. For sådan er livet jo – fuld af op- og nedture. Men det jeg lærte var at være i det og passe på mig, så jeg ikke blev så ramt og rystet, men stod solidt plantet på begge ben – uanset om det stormede omkring mig, eller solen skinnede på min vej.

Og i dag kan jeg se, at recepten jeg skrev virker!

Jeg har været på noget af en business rejse for at nå hertil. Det har været sindssygt lærerigt og helt klart det hele værd. Idag har jeg mit eget Stresslægehus med 8 ansatte.

Vi har aftaler med flere store virksomheder og kommuner, som vi hjælper i deres arbejde med at forebygge og behandle stress, og så hjælper vi private gennem vores eget Aldrig Mere stress Igen Forløb her i huset og tilbyder derudover yoga, mindfulness og rejser og retreats til mennesker med og uden stress, der vil gøre noget godt for sig selv og leve det gode liv – også i hverdagen.

Og så har jeg idag min egen stressterapeut uddannelse, hvor jeg uddanner virkelig kompetente stressterapeuter, så endnu flere derude kan få glæde af min recept – her er jeg blandt andet ved at uddanne en læge fra Norge på mit 3. hold, så recepten ikke bare bliver tilgængelig i Danmark, men bredes ud i hele Norden.

Et af mine ansættelseskrav er, at mine ansatte selv har været ramt af stress, så de ved, hvad det handler om, og at de er virkelig veluddannede i konceptet og kompetente til at hjælpe de stressramte.

Min passion er at hjælpe stressramte – fordi jeg ved min recept virker! Også for dig.

Kærlig hilsen


Trine Rønnov
Stresslæge

Brug for en afklarende samtale omkring din stress?Se mere her