OUR BLOG

17 dec 2018

Arbejdsrelateret stress er blot en skrøne

Når vi ser på hyppigheden af stressramte og ikke mindst de skader, det nuværende arbejdsliv medfører, er det virkelig svært at forstå, at vi åbenbart accepterer vilkårene.

En af årsagerne kan være, at det ikke blot handler om arbejdslivet – men om den måde vi tilrettelægger vores tilværelse generelt.

Ja, meget kunne faktisk tyde på, at vores måde at forstå livet og være i tilværelsen på har ændret sig i en absurd uheldig retning, hvor vi tilstræber at være så engagerede og effektive som overhovedet muligt.

Tag nu bare vores måde at holde ferie på for eksempel. Det at holde fri er i dag sikret imod risikoen for at kede os – vi slapper ikke engang rigtigt af, men har brug for stimulering af hjernen døgnet rundt.

I privatlivet generelt har vi ufattelig travlt med at demonstrere, hvor travle og effektive vi er, så vi undgår tidsspilde og den væmmelige følelse af rastløshed, der ville være et sikkert resultat af et øjeblik uden en plan eller stimuli fra sociale medier.

Lad mig derfor slå helt fast: Stress er ikke alene en arbejdsrelateret problematik.

Stress er andet og meget mere end blot arbejdets organisering

Gennem mange år har vi arbejdet på at effektivisere og gøre det attraktivt at arbejde. Og det virker!

Medarbejderindflydelse, selvstyrende teams og forståelig effektivisering med medarbejderrobusthed og omstillingsparathed har vist os alle, hvor effektive vi kan være og blive – og samtidig få og opretholde en fantastisk følelse af flow, drive og engagement – ja, nærmest udødelighed.

Det er da klart, at alle er glade og engagerede, for det går jo ufattelig godt i en rus af adrenalin – indtil det går helt galt!

Vi kan heraf stille den hypotese, at vi som samfund har implementeret arbejdslivets forhøjede engagerende effektivitet i vores hverdag og tilværelse under betegnelser som: Samtalekøkken, kvalitetstid, forældreansvarlighed o.l.  Vores liv og tilværelse er nu, såvel i arbejdslivet som i privat regi, oppe i præstations tempo.

Men der er grænser for, hvor meget et menneske kan holde til – og mit bud er, at vi for længst har overskredet dem alle.

Hvordan kan det gå så galt?  

Der er flere årsager til, at vi er havnet i en kultur med fokus på engagement, præstation og planer 24/7.

En af dem er helt klart, at vi for mange år siden opdagede, hvordan ”den gode oplevelse af arbejdet” kunne give sublime resultater, og hvordan den engagerede medarbejder gik hele vejen – nærmest med et smil på læben.

Engagement er ubetinget et rigtig godt værktøj, som skaber motivation og arbejdsglæde. Men! Det medfører også en risiko for udmatning og stress.

Sammenhængen mellem engagement og stress kan i en urimelig forsimplet version forklares på følgende måde:

En væsentlig del i alle menneskers kamp-/flugt-/frys-reaktion er, at det i den akutte fase hjælper os ved at nedsætte følsomheden overfor ubehag og smerte. Det ville jo være fatalt, hvis vi stoppede en livsvigtig flugt, alene fordi vi trådte på en skarp sten under flugten.

En anden vinkel er, at samme akutte reaktion giver et mere effektivt immunsystem.

Er der overhovedet et problemet?

Problemet er, at oplevelsen af et engagement, med nedsat følsomhed og en oplevelse af effektivitet, kan medføre en øget risiko for, at vi glemmer eller fravælger at holde pauser – reelle pauser, hvor vi hviler hjernen.

Gennem et forhøjet engagement kan vi lære at nyde det effektive i at være lige på grænsen – altså at opretholde noget der ligner en konstant akut stressreaktion, som altså nedsætter vores følsomhed overfor smerte, udmattelse og vores helt basale behov som mad og hvile.

Vi mærker derfor ikke denne slitage på kroppen og sindet, men oplever alene nydelsen og adrenalin kick´et ved engagement og effektivitet.

I første omgang har det blot den indvirkning, at kroppen vænner sig til at have et højt opmærksomhedsniveau, hvilket allerede her naturligvis slider på muskler og led – og ikke mindst på vores hjerner – men uden at vi oplever os stressede.

Vi kan altså udsætte os for selv for et ganske højt stressniveau, uden at vi mærker stress symptomer. Kroppen har ovenikøbet et naturligt forsvar, som gør den i stand til at kompensere.

Det kan f.eks. ske ved ubevidst at forøge vores kærlighed (kærlighedsresponset) og sociale tilknytning. Herved udløses mere oxytocin, der er vores kærligheds- og venskabshormon, som primært er tilknyttet hunkøn – måske af den årsag at det i menneskets første millioner af år primært var kvinder, der varetog bopladsen, børnene og hinanden i farefulde situationer. I dag ser vi f.eks. at kvinder er langt bedre til at mødes spontant og tale sammen, ligesom de er langt bedre til at fortælle om deres stress.

Det er her vigtigt at bemærke, at denne funktion nok udviklede sig med henblik på at give lindring i farefulde situationer og ikke som en fast del af hverdagen.

Vi kan også kompensere ved at tænke en opgave som en udfordring (udfordringsresponset), hvorved hormonet, DHEA udløses i kroppen. Der er her tale om et hormon, som primært er tilknyttet hankøn – måske af den årsag, at det var mændene fra bopladsen, der naturligt skulle tage kampen med nabostammen eller nedlægge et byttedyr. DHEA medfører, at vi bliver mere udholdende, i højere grad kan klare opgaver og har mere energi.

Også her er det vigtigt at bemærke, at denne funktion nok udviklede sig med henblik på at give fokusering og styrke i farefulde situationer og ikke som en fast del af hverdagen.

Fælles for oxytocin og DHEA er, at vi med disse hormoner i kroppen er i stand til at klare et ganske højt akut stressniveau, uden at det medfører egentlig degenerering af kroppen.

Ved akut stress bliver vores immunsystem faktisk også mere effektivt, og mange vil derfor opleve, at de med et relativt højt arbejdstempo, ikke får de samme forkølelser og måske influenza som andre.

Men hvad er så problemet, når vi kan klare et højt stressniveau med oxytocin og DHEA?

Ét er, at vi ikke i samme grad mærker, når vi overskrider vores grænser og slider os selv fysisk og psykisk.

Noget andet er, at vi som mennesker og som samfund vænner vores kroppe til at køre i et konstant alarmberedskab, som på længere sigt udvikler sig til et kronisk alarmberedskab.

Det tredje er, at vi ikke mærker ovenstående, da vi er mere eller mindre bedøvet af vores naturlige stressreaktion.

Men tag ikke fejl! Når noget virker for godt til at være sandt, så er det ofte sådan, det er.

Vi mærker ikke det høje stressniveau i hverdagen i de første måneder eller år – men når vi skal holde fri eller ferie, så vil kroppen med denne dårlige vane ikke længere acceptere at slappe af, men skrige på stimuli og underholdning.

Den har vænnet sig til at skulle yde, vænnet sig til et konstant aktivitetsniveau – ja, den er nærmest blevet afhængig af stresshormonernes bedøvende virkning. Og så er den aktive ferie skabt.

Vores tanker står bag

Det er uden for enhver diskussion konstateret, at måden, vi tænker på, har en væsentlig indflydelse på vores evne til at løse en opgave.

Således blev det helt tilbage til krav–kontrol-modellen fra 1980´erne konstateret, at det i meget høj grad var en forsøgspersons ”oplevelse” af opgaven, der var udslagsgivende for dennes efterfølgende stressreaktionen.

Det er derfor af stor betydning, hvad og hvordan en medarbejder tænker om en opgave, og derfor er der rigtig meget for virksomhederne at hente i medarbejdernes oplevelser af selvstyrende teams og medarbejder indflydelse.

Jeg kunne her godt tænke den hypotese, at formålet er en forhøjelse af oxytocin, da medarbejderne derved kan arbejde hurtigere og mere effektivt uden at blive syge – på den korte bane vel at mærke.

En anden måde, at generere positive tanker og dermed ændre oplevelsen af arbejdet på, er at tale om og skabe visioner. Visioner handler i sig selv om iscenesættelse af en udfordring, hvilket hypotetisk set, kunne være med det formål at forhøje DHEA produktionen. Herved opnås ligeledes en medarbejder, der kan arbejde mere effektivt uden at blive syg af stress.

Vi er ikke stressede – vi er bare afhængige af at have travlt

I sportsverdenen er det helt åbenlyst kendt, hvordan det er muligt at skabe et overmenneske gennem hård fysisk og mental træning. Her er der i høj grad tale om, på enhver tænkelig måde, at opnå et tårnhøjt DHEA-respons.

Til forskel for den almene arbejdsplads, ved sportsmanden og dennes træner også, at det er vigtigt at kunne skifte mellem toppræstation og tilstrækkelig hvile, den rigtige kost og kropspleje gennem massage osv.

Og det er her, det går galt for os andre – for vi nyder som sagt det forhøjede tempo, og i en sådan grad, at vi ikke finder os i at holde pause med oplevelser af rastløshed og ineffektivitet.

Selv i hjemmene er pauserne nu omformuleret til: ”Er du træt? Så løb en tur og få lidt energi”. Vi undgår ganske enkelt pauser og undgår at hvile eller sidde stille.

Det går helt galt

Egentlig kunne det være så godt, og så går det alligevel helt galt! For når de positive tanker har så stor en betydning for opretholdelsen af det gode arbejdsliv, så betyder det også at negative tanker som: ”Jeg føler mig alene” eller ”jeg orker ikke mere”, med det samme får en markant negativ indflydelse på såvel oxytocin og DHEA.

Der er nu ikke længere beskyttelse mod det høje stress- eller ”vi-har-jo-bare-travlt” niveau, og dette samtidig med et forhøjet alarmberedskab i hjernen, som ikke bare lukker ned, er en rigtig dårlig cocktail.

Der kan gå relativt længe, før stress symptomerne som sådan overmander os. Som ramt af ovenstående kæmper den ramte med at finde tilbage til det energiniveau, som vedkommende havde for blot 3 uger siden.

Det lange storforbrug af stresshormonet Kortisol, som medfører det akut forbedrede immunsystem, kan nu have ændret cellernes kortisol receptorer til at være resistente. Det betyder en væsentlig svækkelse af immunsystemet, og der kan nu opstå en lang række følgesygdomme, som alle skyldes langtidsstress.

Stort set alt det som lige gik så godt – det vi oplevede som ”hvis vi bare når næste deadline, vil det betyde evig lykke” – falder til jorden.

Energien er der bare ikke. Træthed, forkølelser og ondt i hals og led bliver en væsentlig del af hverdagen sammen med skyld og skam og en evindelig selvkritik:

”Nej nu må jeg altså tage mig sammen”, ”Det er for dårligt af mig”, ”Jeg plejer at brillere!?”, ”Hvor er min kreativitet blevet af?” og ” Jeg kan ikke huske noget”.

For adskillige udvikles denne selvkritik, da der jo ikke er nogen egentlig logisk forklaring på denne uheldige ændring. ”Tag dig nu sammen!”, ”Det er for dårligt!” eller ”kom nu i gang!?!”

Det er en hård tid for selvværdet, hvilket blot er endnu et stress symptom, som ikke bare forsvinder af sig selv.

Løsningen på den stigende stresskurve

Det er helt klart, at der er et arbejdsrelateret ledelsesmæssigt ansvar i forhold til den stigende stresskurve, men det gør det ikke alene!

Som jeg på ovenstående vis har forsøgt at give et indtryk af, er vi som en del af den nuværende samfundskultur med til at opretholde det ekstremt høje tempo – også når vi har fri! Ja, det er vel nærmest blevet en kulturdikteret livsstil.

Det befriende engagement har flyttet rammerne for det muliges kunst. Et engagement som på spændende og inspirerende vis har fjernet al kedsomhed og tidsspilde og erstattet det med nye udfordringer.

Det er altså ikke nok at give arbejdsgiverne skylden og ansvaret med indførelse af flere regulativer og krav om kompetenceopgradering og arbejdstilsynets øgede fokus. Det er naturligvis enormt fristende, men samtidig en væsentlig underkendelse af det faktiske problem.

Hvis vi udelukkende ser på arbejdspladserne som årsag til stress, kan jeg frygte, at vi efter et par år endnu engang må konkludere, at problematikken med den stigende stresskurve stadig ikke er løst.

hj

Write a Reply or Comment